ordløs – svanesang

Men min bror, min bror, han havde ting at sige, og døren ind til hendes stue lukkede sig bag ham med et stille, sukkende klik, tiden sneglede sig, og udenfor på gangen sad jeg, gik jeg, stod jeg og ville så gerne være en af nisterne på væggen derinde, ville gerne høre hvad han sagde, hvad han gjorde, og så alligevel ikke, måske ville jeg ikke, men jeg ville gerne spørge ham, eller også ville jeg ikke, ville ikke stå der med alle mine spørgsmålstegn og prikke hul på det fine øjeblik han netop da havde haft med et menneske der ikke længere havde noget at sige.

 

*

 

Hun nynnede, ville ikke tale, tror jeg. Hun havde ikke flere spørgsmål eller svar, kiggede ud ad vinduet, håret var fladt fra puden, man kunne se feberens rødme i huden, og de tog hendes hånd, nogen, ikke jeg. Og hun nynnede.

Tænk det stadig er blåt #36
Foto: Gitte Lotinga

 

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *