Han havde aldrig båret en kiste før, min kæreste, min mand. Havde aldrig set en kiste blive båret før, kun på film, og nu skulle han gå der, sammen med mig og min bror og min far og hendes bedste ven og hendes bror, og hvordan gør man egentlig, spurgte han. Skal den op på skuldrene?
Og det var som om han lindede på den tunge dyne der havde lagt sig over os. Op på skuldrene?
Vi grinede, åh, hvor vi grinede, og jeg så det for mig, kisten, på ingen måde i vatter med min høje onkel og mine 167 centimeter fordelt på alt for kort overkrop, alt for korte ben, og mændene i hendes liv i varierende højde.
Og hvordan sænker man den? Ned i jorden, altså? Slipper man den bare, sådan uden videre? Han havde kun set de døde blive kørt til hvile, aldrig stedt. Bare gør som de andre, de har prøvet det før, sagde jeg, og da jeg stod ved graven foret med gran, og kisten var blevet firet lige så stille ned på bunden, og der lå fritflyvende roser i alt det hvide, tænkte jeg at ingen kunne se at han aldrig havde prøvet det før.
Tænk det stadig er blåt #43
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga
