Og vi fik zebrafinker. De knevrede og knevrede og fik unger, ja, tænk, og så i fangenskab, og der var fuglefrø i gulvtæppet. Man kunne høre dem knitre op gennem støvsugerrøret, og når jeg lå i min seng om aftenen, finkede fuglene stadig inde bag viskestykket.
Men små finkeunger tåler ikke træk, slet ikke en hel dag hvor man lufter ud, og nordenvinden tager lugten af søvn og bøgetræsfugt og frikadeller stegt i plantemargarine med sig.
De stod på fyret i en skotøjsæske beklædt med vat, og jeg kunne se deres bittesmå hjerter mod de grå og hvide fjer så små som dun, og i min hånd åndede de ud. En for en. Måske fik de en sten i haven, måske begravede vi dem i skotøjsæsken, måske røg de bare i fyret, jeg ved det ikke, og måske var der helt stille om aftenen inde bag viskestykket.
Vi havde ikke de bedste erfaringer med de viskestykker. For der kommer huller i, og vandrende pinde kan spankulere ud i friheden gennem selv meget små åbninger, og de lægger sig til at dø de underligste steder, og man kan ikke se dem. Raske drenge og piger har jo pinde med i lommerne hver gang de kommer ind fra skoven, og ben så tynde som sytråd ligner slet ikke ben. Nogle af dem mødte deres endeligt mellem siderne i En fridag til fru Larsen. Eller Vinterbørn. Eller Hærværk. Og når man bladrede, faldt de ud som pressede blomster i en telefonbog.
*
Jeg drømte om at presse hende mellem siderne i en bog, at bevare hende der. Drømte om at hospitalslinnedet hun nu lå sunket ned i, uden puls, uden årerne så levende over huden, var tætskrevne ark papir, historier, om kærlighed og nærhed og liv, side efter side. Men hendes hud tørrede ikke ud mellem falmede bogstaver, hun åndede ikke ud omgivet af andres fortællinger, hun åndede ud der i sengen, krøllede sig sammen som et efterårstørret blad omgivet af os, omgivet af dæmpet latter og stille hvisken. Og uendelig tavshed.
Tænk det stadig er blåt #42
Foto: Gitte Lotinga
