I dag har jeg spist frokost med en af de redaktører jeg arbejder fast for, og en af de oversættere jeg fast redigerer på det forlag hvor førnævnte redaktør er ansat. Fik I den?
Nå, men vi talte selvfølgelig litteratur, ikke mindst den vi er fælles om lave, og da himlen åbnede sig, og haglene slog ned over kanalen lige uden for vores vindue, faldt snakken på emnet erotik i romaner, eller rettere sex i romaner.
For det var vi alle tre rørende enige om er noget af det sværeste at skrive/oversætte/redigere.
Men Annemette der er en garvet oversætter, introducerede mig for en lidt anden synsvinkel. Hun oversætter mange kærlighedsromaner, altså dem om de store følelser og den evige lykke – og hun nyder når der kommer sex, ja, hun tænker hver gang at nu kommer der endelig noget action, noget tempo.
Og dén tanke kan jeg egentlig godt lide. At sex er action, kærlighedsromanernes biljagter so to speak.
Tænk lige på det næste gang I læser en erotisk roman. Wroom, wroom.