Mindstebarnet er begyndt i skole i dag. Derude hvor både størstebarnet og ulven har deres daglige gang, så da forældregruppen sad der og klippede, klistrede og pailletbesatte navneskilte til de små poder, var der mig der var den nye pige i klassen.
Nu har jeg så parkeret to styk unger i sofaen med hørebøffer og hver sin tablet (ja, altså ikke drugs, men sådan nogle iPads der ikke er iPads. Men drugs kunne også have været en mulighed), og der er helt stille i huset mens jeg redigerer romance og i mit indre stadig er i færd med at finde vej tilbage til hverdagen.
Jeg er omgivet af dynger af rent vasketøj, kufferten står stadig halvfyldt på gulvet, og her trænger virkeligt, som i vir-ke-ligt, til at blive støvsuget. Men vi hygger, alle tre, og det er som om stemningen fra de sidste fem uger hvor jeg jo har holdt en slags sommerferie/rigtigt sommerferie, stadig hænger og svæver i rummene mens hverdagen buldrer forbi på den anden side af vinduerne.
Jeg elsker glidende overgange. Simpelthen.
