Inden for de sidste år er der blevet skåret hårdt i de danske udgivelser – og det har kunnet mærkes: Der er blevet fyret en del rundtomkring på redaktionerne, og mange af os freelancere har fået sværere ved at få opgaver nok – men vigtigst af alt har det betydet at forlagene ikke tør satse på mange af de skæve, finurlige og såkaldt smalle bøger; dem der ikke appellerer til det brede publikum.
Jeg synes det er sundt at man kigger sin udgivelseportefølje efter. At man ser hvad der er rentabelt, og hvad som ikke er – men det fine ved at udgive bøger som rigtigt mange gider læse, har også hidtil været at der netop af den grund var plads til at lave de bøger knap så mange ville læse. De bøger som kun havde en lille læserskare, kunne lægge sig i slipstrømmen af Jussi Adler-Olsen eller hægte sig på Fifty Shades, og det betød at vi trods vores lille sprogområde havde et relativt bredt bogmarked.
Siden forlagsbranchen, sådan lidt brat, vågnede op til finanskrisen, har det set en anelse anderledes ud.
Derfor det så vidunderligt når en bog som denne lander på mit bord.
Ja, den handler om tasker. Om at sy dem selv – af alle mulige slags stoffer og plastik og med hanke af lukkedimserne på en øldåse – og den er kommet på det lille, ihærdige forlag Vingefang, der trods sin stramme udgivelsesprofil og (indtil videre) beskedne udgivelsesportefølje har højt til loftet.
Dét elsker jeg.
På Vingefang laver de små fine bøger om at gøre det selv; om at bage med rug og kager uden mel, om at lave mad med gran og om at strikke nissehuer. Og de to damer der har startet forlaget, gør (stort set) det hele selv: producerer, idéudvikler, pakker og redigerer – og så fejrer de alle deres udgivelser når de kommer.
Ja, de skåler simpelthen på at de nu sender en ny bog ud i verden – i går var det netop denne om de små tasker – og det er så helt igennem skønt når man så mange andre steder skærer ned, skærer ind, skærer væk.
