Jeg drømmer, jeg drømte.
Hun er levende, glider lige så stille ind i drømmelivet og ordner. Fikser angst og tager konfrontationer, sætter plaster på knæ og sjæl.
Læser avis, er der, i baggrunden, altid i baggrunden.
Engang lå hun med ét i mine forældres soveværelse fra dengang og sludrede med min bror der var en dreng igen med blåt blik og lastbiler på nattøjet. Jeg kunne se hendes sommerbrune ben, de rødlakerede negle. Men pludselig sivede virkeligheden ind, og jeg kiggede og kiggede, blev ved, spærrede øjnene op, fokuserede, for jeg vidste at når jeg blinkede, ville hun atter være væk.
Tænk det stadig er blåt #44
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga
