nærhed

En efterårsnat kom hun til mig. Pludselig lå hun der på den inkamønstrede sofa i stuen som var det igen den sidste weekend hun var hjemme. Vi fortalte hende at hun var død. Kunne hun ikke huske hun havde været bevidstløs på hospitalet? Nej, sagde hun, og i blikket hun sendte mig, kunne jeg se hun tænkte: Og jeg ved det vel bedst.

Man har krav på at kende sin sidste tid, sin død, så jeg fortalte om pulsen som en racerbil lige under huden, om tåren, jeg fortalte om den smukkeste begravelse i lilla og purpur og lys, og min far lagde et billede af kisten på hendes bryst så let som var det kronbladet fra en af de roser vi havde ladet dale ned i graven til hende.

Og hun blev træt. Sådan er det at have kemo og kræft som to aggressive arméer i kroppen, og min bror og min kæreste hjalp hende ind på det lille grønne værelse der efterhånden var blevet hendes, og jeg gik ind til hende, puffede let til hende så hun vidste jeg var der, og gled ned under dynen der var tung af gamle dun. Og den duftede, duftede af hende. Og jeg sagde alt det der engang havde været væltede klodser fra et tårn. Jeg hulkede ind mod hendes hals, og de tårer der aldrig nåede at glide ned i det institutionsstribede, forsvandt mellem dunene hvor jeg lå lige så stille som hun gjorde, dengang, med pulsslaget som en dundrende afsked i halsen og en solbrændt hud der aldrig nåede at blive bleg.

Du skulle have haft børnebørn, sagde jeg, og hendes stemme var som jeg huskede den.
Ja, svarede hun, det skulle jeg.

Tænk det stadig er blåt #45
Billedbearbejdning: Ulven

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *