Du må gerne gå, sagde jeg. Det er helt i orden. Du skal ikke blive af medlidenhed. Ellers tak.
Jeg forstod i virkeligheden godt hvis han ikke kunne være her. Hvis han ikke kunne få vejret. For sorg er grim og råbende og krævende. Et uvornt barn er den, med grimede kinder og snot ud af næsen. Og den er stille og tavs og undvigende. Man kan ikke holde den fast, man kan ikke se den i øjnene. Og man kan ikke gemme sig for den.
Kirsebærtræerne blomstrede på Assistens, himlens blå filtreredes gennem et spirende bladhang, man kunne dufte søerne, til højre Planetariet, til venstre Søpavillonen. Kastanjetræerne havde blade så store som mandehænder, og hængepilen dannede et lysegrønt løvtag over vores hoveder. Byen lignede sig selv. Det var kun indeni den var braset sammen.
Du må gerne gå, sagde jeg efter ham, ud i luften. Vi var på cykler, og jeg kunne ikke se hans ansigt, orienterede mig i trafikken og i livet. Justerede forventninger, drømme og ambitioner. Justerede familiebegrebet.
Jeg var amputeret, en krøbling, man kunne ikke se det, hud og makeup holdt stadig sammen på mig, men indeni rodede organerne rundt, og det der engang havde dannet en kæreste, for ham, lå nu som spredte atomer i et allerhelvedes idyllisk før.
Og han måtte gerne gå.
Tænk det stadig er blåt #46
Foto: Ulven
