Verdens bedste skrivegruppe blev i sin tid trommet sammen af Maren.
Hun havde være skrivende i hundrede år, som klummeskribent og tekstforfatter, var vant til at skrive kort og fyndigt og morsomt – og nu ville hun gerne skrive noget langt, en roman faktisk, og hun ville meget gerne have nogen at sparre med undervejs, nogen som kunne sige om hun var på rette spor.
Og det blev os.
Og det var hun, på rette spor altså.
Siden er Maren blev en kendis. Hun bevæger sig hjemmevant i medierne hvor hun er kendt for sin blog og sine striber i Politiken – men på mandag debuterer hun med den roman der kickstartede skrivegruppen, og som jeg føler jeg efterhånden kender lige så godt som min egen. Nemlig den her:
I går fejrede vi det. Vi skålede og spiste chips og chokolade, og Maren holdt tale, og vi aede alle sammen omslaget, og de der ikke havde læst bogen endnu, tænkte at den fine, fine indpakning kun kan rumme en lige så fin historie.
Og de tænkte rigtigt.
(Og ja, overskriften er i citationstegn fordi det ikke er mig der har fundet på den. Det har Klaus Rothstein i sin anmeldelse i dagens Weekendavisen. Siger jo, det er en fin historie).
