Sidst i februar udkom Helle fra Verdens sejeste skrivegruppe med en ny roman. Og grunden til at jeg ikke har skrevet om den før, er at jeg har haft travlt med at læse alle de gode anmeldelser hun har fået. (Og med at oversætte svensk børnebog om alle de systemer vi er en del af: produktionen af mad, el, transportsystemet etc., med at læse korrektur på den svenske ungdomsbog jeg oversatte i januar og februar, og med at oversætte endnu en ungdomsroman (der indtil videre er rigtigt lækker), men mere om det en anden gang).
Helle, altså.
Helle er skrivegruppens master of research. Hun har en særlig evne til at få selv rigtigt vigtige mennesker i tale, i dette tilfælde embedsmænd i blandt andet Justitsministeriet, spindoktorer, politiske kommentatorer, folk der ved hvad de taler om, og hun får dem til at fortælle; anekdoter, insiderviden, fif og tricks – og omsat til prosa bliver det vældigt godt.
Og det er vi i skrivegruppen ikke de eneste som synes, se for eksempel her, her og her. Og her.
Bogen – som hedder Stjålne liv – kickstarter en ny serie, og det har været en ganske særlig fornøjelse at være en del af den skriveproces.
Alt er i spil når et nyt univers skal bygges op, nye karakter dannes, nye lejligheder, hoveder og sind indrettes – og vi har formet personligheder og finpudset plot ad flere omgange ved de hvide duge på Norden. Vi har talt om barnløshed, ting der hviskes om på gangene på Christiansborg, aftaler der laves ved håndvasken på toiletterne, trusler som hvisles ud i mails, den slags …
Og nu er den her. Endelig.
Det er som at stå med en lille nyfødt nevø i armene og tænke: Det føles – næsten – som er han min, så fin, så lækker, så færdig.
