Nogle gange kan det godt være svært at forklare folk hvorfor det der med sprog er så fascinerende.
Jeg har aldrig været særligt vild med matematik, men der er alligevel en matematisk logik over sproget som tiltaler mig. Hvis man skruer en sætning sammen så pointen kommer sidst, så slår den indimellem hårdere. Hvis man bryder en sætning op med en tankestreg – ja, så står det man siger, ofte tydeligere. Hvis man siger “din bøf” til sin datter, kommer hun tit til grine, og det ville hun ikke hvis man sagde “dit fjols”. Og så videre. Det er præcis dét der er så betagende, synes jeg: Alle sproglige valg har på en eller anden måde en effekt.
Når det så er sagt, kan jeg også blive så r…hamrende irriteret på det – ikke mindst som korrekturlæser.
Så r…hamrende irriteret over alle de ulogiske stavemåder, inkonsekvenserne – og så alle dobbeltformerne. De er de værste! Almindelige mennesker kan ikke finde ud af dem – og korrekturlæserne skal have ekstra mange kopper kaffe for at holde rede på om forfatteren til den tekst de er ved læse, skriver selvom eller selv om – kranie eller kranium – højtaler eller højttaler – takle eller tackle. Skriver vedkommende plastik med c eller k? Taxi eller taxa? Skriver han DVD eller dvd? Grinte eller grinede? Ude og køre eller ude at køre? Og hvad med -t på adverbialer der ender på -ig eller -lig – og står som gradsangivelse: Skriver vedkommende for eksempel virkeligt/rigtigt/oprigtigt glad (for noget) eller virkelig/rigtig/oprigtig glad for noget? (Ja, undskyld, det blev lige lidt teknisk – men sådan kan min virkelighed også være).
Nå, men derfor bliver jeg også så glad når jeg falder over et (lettere tilrettet) billede som det her:
Det er derfor der er brug for nørder som mig.
