I dag for præcis et år siden udkom Astrids dagbog.
Det så sådan her ud:
og den tale jeg holder på billedet, afsluttedes med ordene: “Vi ses til næste år.”
Som om.
Det er det der er så underligt ved at skrive (og male/lave film/fotografere/udfyld selv, tror jeg), at man har den her idé, man er allerede gået i gang, ja, man er nået så langt – og så overhales man indenom af en anden idé, af sommeren, af livet. Og selvom man – selvom jeg – igen og igen finder idéen frem og kigger på den og synes den er lige så god som da den dumpede ned foran mig, ja, så er det bare ikke sikkert den kan udfoldes. Det er ikke sikkert den kan blive til andet end netop det, en idé.
Jeg tror jeg er ved at lære det.
Og jeg tror jeg er ved at slutte fred med at skriveriet for mig er idéer der hopper afsted og lander foran mig, og jeg griber ud efter dem, og de er allesammen skidegode, og jeg kan se dem for mig, indbundet og med kolofon og bagsidetekst og hele molevitten, og de forvandles til side efter side, men det er kun nogle af dem der føres helt til dørs, det er kun nogle af dem der får både en første og en sidste side og giver mig det der helt rigtige brus af lykke.
Og jeg tror jeg er ved at slutte fred med at netop dét brus af lykke er nødt til at være der for at jeg bliver ved med at skrive.
(Men vi ses til næste år. Et eller andet sted, i en eller anden form. Det er jeg (så godt som) sikker på).
