Det skulle forestille et helt almindeligt familiebillede. Fødselsdagsglade mennesker og la mama som en babushkadukke i midten, og poderne rundt om trip, trap, træsko.
Det skulle forestille et familieportræt. Jeg står bag hende, og min bror sidder lige der ved siden af hende, og Sofie som vi er vokset op med, min næstenlillesøster, og Jeppe, barndomsvennerne, dem der er vidner til det hele, til historien. Vi smiler. Brede lysende smil med blottede tænder, og jeg ser så glad ud, det gør jeg virkelig, men hun sidder der foran mig med smerte på læberne og en kølig klud i hånden, og den hæklede hue der var gennemblødt af sved, ligger på bordet foran hende. Og hendes ansigt er slet ikke hendes, så forstilt, så forkert, så sygt.
Det skulle forestille et portræt, men i huden er der blå mærker, og skyggerne under øjnene er dybe og mørklilla, og hun smiler så kunstigt, så nu skal jeg tage mig sammen-agtigt, og havde der ikke banket et flinkepigehjerte inde bag trætheden og smerterne og kemokvalmen, ved jeg hun havde ligget inde på den støvetgrønne chaiselong i stedet for at sidde der midt i forsøget på at skabe en ugebladsløgn af kræftramt familieidyl.
Tænk det stadig er blåt #10
Billedbearbejdning: Gitte Lotinga
