For flere år siden begyndte jeg at skrive små erindringsglimt ned fra min barndom; fra livet på landet, fra min mors sygdom, hendes død, den slags der lagrer sig i os og gør os til de mennesker vi er.
Jeg skrev også om mine forældres nabo, Kristian, der blev en slags bedstefar for mig og min bror, og Ulven lærte ham at kende og mine børn.
I sidste uge døde han.
96 år gammel lagde han sig til at dø på den gård han havde ejet i 70 år, billederne hang der på væggene hvor de altid har hængt, køkkenet lugtede som da jeg var barn, huset knirkede som dengang, og der døde han.
Det må være en drømmedød, tænker jeg, afklaret, klar, fredfyldt. Sådan som Kristian havde fortjent det.
Lidt længere nede ad landevejen bor Kristian stadig. I det hus han byggede sammen med sin Lilli inden Alzheimers formørkede hendes sind, og hun ikke længere kunne huske hvordan man laver kaffe. Det var hans marker der lukkede vores matrikel inde i raps og brakvegetation og hvede, jeg gik hen over stubbene med bare tæer, de stak som pigge, og den solvarme asfalt summede mod fodsålerne når jeg trådte ud på den bagefter. Jeg sad øverst oppe på halmballerne når vi hjalp med at høste, og i gildesalen på førstesalen i huset stod klaveret. Jeg kan stadig høre dets sprøde klang under Ingers organistfingre som akkompagnement til Marken er majet og Nu falmer skoven trindt om land. Og i stuen satte han Pia Raug på pladespilleren, og jeg lå i den store plyssede hjørnesofa og lærte Jeg vil male dagen blå udenad.
Om aftenen når vi sad i stuen derhjemme, kunne vi se ham gå markvandring i skellet mens han pillede kerner af et strå. Man kunne høre de fede fluers summen ude på hans gårdsplads, og grisene, og man kunne lugte dem, og han havde i virkeligheden drømt om at blive sådan en der bygger broer. Men det blev man ikke i hans familie.
Hvil i den fineste fred, kære, gamle Kristian. Jeg håber du får bygget et væld af broer der hvor du er nu.
