Det er sådan det er med erindring.
Den puffer mellemrum ind, den bedrager, den strækker tiden og lader en måned gå som med et fingerknips.
Den leverer underlægningsmusik, docerer dufte, laver røgslør.
Den trækker frem, skubber i baggrunden, kaster lys og laver skygge.
Den udglatter rynker, bygger piedestaler.
Man prøver at holde fast i den, vil så gerne, man vil så gerne huske. Huske lyden af vinden i rapsen, smagen af bradepandekage, duften af nyslået græs og korn der stakkes. Og følelsen af gulvtæppets slidte løkker mod de nøgne knæ, rudens kulde mod kinden, fliserne på gulvet i entréen.
Og hendes duft i morgenkåben, hendes stemme, hendes hud.
Tænk det stadig er blåt #54
Foto: Gitte Lotinga
