Det var mig der var der. Jeg kan ikke huske etagen, kan ikke genkalde mig gulvet mod mine fødder, men det har været linoleum, gråt, nu føles det som om jeg svævede, sejlede ud og ind af stuerne, ned ad gangen, greb fat i en sygeplejerske, holdt fast. Hang oppe under loftet, uden forbindelse til virkeligheden.
Jeg vil bare høre hvornår hun vil være oppe at gå igen?
Oppe at gå?
Det kommer hun ikke, det går kun én vej nu.
Det var noget i den stil hun sagde.
Og jeg kunne nå jorden igen. Faldt som gennem et træs krone. Ramlede ned i verden, fandt famlende mine fødder.
Hjemme i min brors og hans kærestes kælderlejlighed svarede min far da jeg endelig fik proppet mønter i telefonen. Han ville jo bare lige sove, ti minutter, tyve, vævende ud og ind af vores verden, ville skimme avisen, skylle hospitalslugten af sig, drikke kaffe. Trække luft.
Det var kun mig der svævede rundt i den store gule murstensbygning, men nu kom de. Jeg husker det som kunne jeg høre dem løbe op ad trapperne, de pustede, ja, man kunne høre dem komme, deres skridt gav genlyd gennem alle etagerne med syge. De hev efter vejret, og de har sikkert tænkt. Vi nåede det.
Og det gjorde vi. Vi nåede det.
Tænk det stadig er blåt #34
Foto: Gitte Lotinga
