Min far kørte motorcykel. Jeg kunne høre når han drejede ned ad markvejen, og jeg var ude på gårdspladsen. Tilfældigt eller i forventning. Han snirklede i langsom gengivelse op ad vejen mens småstenene stod som bittesmå projektiler ud over grøftekanten, ud over stubbe og raps og hvedeaks, op til den hvidkalkede gård og ind i garagen hvor han havde benzinen stående i en falmetrød olietønde uden låg.
Nogle gange traskede jeg op mod landevejen med støvet som i en westernsky om skoene og hoppede op mellem hans ben så jeg kunne mærke hestekræfterne brumme mod cowboystoffet, lykken suse i maven. Og markerne bølgede forbi og vinden, og indenfor et sted i huset var min mor.
Blev motorcyklen stående da vi flyttede? Klodset op ved siden af den tomme olietønde. Voksede støvet frem som et nyt lag lak indtil både motorcyklen og drømmen om det frie liv var dækket?
*
Da hun døde, købte han en rød Moto Guzzi. Skinnende krom og sadeltasker og frihed og sort tøj fra top til tå så man næsten ikke kunne se hvor gammel han var.
Den fik ærespladsen i den dobbelte garage, passet og plejet blev den. Og den blev skiftet ud, til en solgul med flere heste, og en gang til, indtil den havde vokset sig lige så stor som han.
Og da han var klar til det, fandt han atter kærligheden på den motorcykel. Det var forår, ishuset ved Vesterhavets brus skulle åbne, og kromet var blevet pudset så solen kunne sparke sæsonen i gang i karosseriet. Og hun sprang op bag ham, satte sig på det sæde min mor havde nægtet at sidde på, af angst, sikkert, af frygt for alt det som kunne ske.
Men der sad hun nu, den nye kvinde, sad der da de kørte gennem lynglandskabet, ud mod klitterne, ud mod havet. Og hun holdt fast. I ham.
Tænk det stadig er blåt #33
Foto: Gitte Lotinga
