Jeg blev 30 og 34 og 37. Og 40 og … Hun fik børnebørn. I de små bøger jeg lavede til dem, var hun nu et fotografi. Med rødmalede læber og oxideret sølv i ørerne, og man kan ikke se det, alle siger det: Man kan virkeligt ikke se det, men mindre end en måned senere var hun blot et eventyr jeg kunne fortælle mine børn.
Og jeg blev gift, tog 12’eren til rådhuset en sommerdag så lys som hun, og da min bror bøjede sig ned over pulten og med sin underskrift bevidnede at nu var min kæreste og jeg rette ægtefolk at være, hævede jeg i et kort sekund blikket, skuede ud over gæsterne, ville blot se om hun stod der blandt dem og gemte sig.
Tænk det stadig er blåt #58
Foto: Ulven
