Det var anden eller tredje jul, tror jeg, og jeg kunne mærke blikkene bide i nakken som jeg sad der på kirkebænken. Juletræet stod på den samme plet i koret, båndene var lilla i adventskransen, menneskene de samme, vi var ældre, bevares, havde børn ved hånden og begravede bedsteforældre og mødre på den anden side af kampestensmurene.
Men jeg var fjorten og følsom igen.
For der sad han, min far, med ryggen rank og håret nyfarvet. Deep Black, måske? Eller Intense Red? Jeg husker det ikke. Måske var det det år det var blåt. Og Sneen landede som småbitte blomster i den nye farve.
Kun fordi vi plejede at gå i kirke – det føltes som om hun var der, julegudstjenesten var hendes sted – var jeg taget med. Men allerhelst var jeg blevet hjemme. Havde siddet i sofaen i julekjole med Baileys og min sorg der var helt anderledes lavmælt end hans. Så privat.
Det var som om der skete noget i julen, som om hans sorg slog ud i en anden slags vildskab, en man kunne se. En andre kunne se. Og jeg var sikker på de hviskede og tiskede, for det er det folk gør; de snakker. De stikker hovederne sammen og bliver enige om at nu har han da mistet grebet, den stakkels mand, og ja, det er jo det der sker når konen dør først. Og får han overhovedet noget at spise, og arbejder han ikke også alt for meget? Var der ikke nogen der havde hørt fra nogen at han stort set aldrig var hjemme mere, men huset måtte jo også føles så stort nu, og tomt, og med børnene spredt i landet.
Og jeg ville råbe ad dem. Stille mig op på kirkebænken, så de også så mig, men i stedet stirrede jeg på Jesus med blodet dryppende ned på bænken under sig, på de lilla bånd om kransen, på præsten.
Tænk det stadig er blåt #57
Foto: Gitte Lotinga
