Vi havde en tavs aftale om at læse til det endte godt, hun og jeg. For luften sitrede omkring os, huden trak sig sammen, og først når jeg så hun slikkede på sin finger og vendte endnu en side, turde jeg trække vejret igen. For hvad nu hvis Mary Ingalls blev blind mens jeg sov om natten? Eller hendes far rent faktisk blev ædt af den bjørn? Og tænk nu hvis Pippi alligevel hoppede ombord på Hoppetossa og ikke blev hjemme hos sine venner, Tommy og Annika.
Jeg sad i den sofa søndag efter søndag. Mine lår sled rillerne af det brune fløjl efterhånden som mine ben voksede ud over kanten, og hun sad med fødderne oppe på bordet med rødlakerede tånegle og et halvtomt krus, og vi hørte ikke tidens tikken eller plæneklipperen ude i haven eller naboens mejetærsker. Vi så ikke skyerne trække ind over kornet, hørte ikke tordenen rumle over rapsen. For nogen kunne lige vove på at forstyrre os.
Vi lærte at udvinde salt i Træl og fri, jeg bed mig i kinden mens Remi søgte og ledte efter sin familie i Frændeløs, og jeg kunne mærke Ridder Katos tunge, tunge hjerte af sten i maven da Mio satte sig op på Miramis og red afsted til Landet i det fjerne.
Og vi lo og gispede og sukkede, og hun fugtede atter sin finger. Og vi var stille og holdt vejret, og jeg tror det var der i den brunriflede sofa at jeg første gang så hende fælde en tåre.
Tænk det stadig er blåt #37
Foto: dramatiske Gitte Lotinga
