Jeg havde altid ønsket mig en storebror. Med knallert og skægstubbe og det der magiske lillesøstre ikke kan stå for. Med fodboldplakater fra B.T. på væggene, læderjakke og en Puch Maxi og cool kammerater man kunne drømme om at kysse, og kærester man kunne låne makeup og hvide pumps og stramme cowboynederdele af.
Jeg havde altid ønsket mig en storebror. Jeg ville stjæle hans kassettebånd med Duran Duran og Lou Reed og Gasolin’ og hans fodboldblade og Den Blå Bog med billeder af alle hans venner. Han skulle slingre gennem byen med mig på bagagebæreren og lære mig at drikke pilsner, og han skulle lange den første fyr der fik mig til at græde, et blåt øje.
Men sorg udvisker aldersforskelle. Når man står der med huden skrællet af, og angsten ligger blottet mellem en, når man griner ad fortiden og frygter fremtiden, når man skriver dødsannoncer og mindeord, vælger salmer og en natursten vi næsten selv kunne have fundet ude på Kristians mark, og messingbogstaver og det helt rigtige gravsted under blodbøgen, så betyder det pludselig intet hvem det var der slingrede gennem byen med hvem på bagagebæreren.
Tænk det stadig er blåt #19
