Nå, dag 4 i vidunderlige Villa Gres blev dagen hvor jeg har haft så uendeligt lidt lyst (læs: inspiration) til at skrive.
Læser op på skilsmisser og utroskab, på Maria Callas, hører hendes smukke fortolkninger af arier fra La Traviata, Tosca, Rigoletto – når jeg ikke hører Patrick Dorgan, min nye bedste ven, på repeat.
Jeg læser om selvmord og død og sorg, søger i de alleryderste kroge af nettet, hey, jeg laver jo research! siger jeg til mig selv. Men i virkeligheden vil jeg bare gerne se det skide dokument vokse, blive længere, så jeg tæller enheder, igen og igen. Men det bliver det ikke længere af.
Og jeg går rundt i huset, suger indtryk, søger inspiration.
Hun har aldrig været så tæt på Erling før. Hun skeler over mod ham, det ser ud som om han lige har kørt en kam gennem håret, hun kan se tændernes striber gennem det tynde grå hår, strøget om bag ørerne. De buskede øjenbryn, skægget, tætklippet, og skjortekraven der er slidt hele vejen rundt, knappet helt op. Han kigger ligeud i luften, har proppet hænderne i lommerne, sidder med benene over kors, vipper let med foden i træskoen som om han nynner indeni. Hvad mon han nynner indeni? Hun forestiller sig ikke at han er et menneske der nynner, han slår hende som tavs, sammenbidt, en mand der søger ensomheden i baghaven når de andre drikker hvidvin og fylder havebassiner i forhaven. Har de egentlig nogensinde talt sammen? Hun tror det ikke, ville ønske det, så hun kunne fortsætte den samtale de i så fald havde haft sidst. Men det lader ikke til at nattens stilhed, tavsheden der hænger der mellem dem i de to stole, generer ham. Han trækker vejret helt roligt, vipper med foden, lader blikket hvile.
Det skrev jeg i romanen i går, og det føles også som om jeg trænger til at lade blikket hvile i dag, og det på noget andet end teksten.