ild uden ilt og den slags virkelighedsfælder

Jeg læste engang denne lille bog af Umberto Eco.

Det var da filmen Rosens navn var det store hit (og jeg havde også lige læst bogen bag) – og for en forfatterspire som jeg var Efterskrift til Rosens navn en fantastisk lille bog at læse.

Umberto Eco er kendt for, nærmest til det pedantiske, at have styr på alle detaljer i sine bøger. Han efterprøver teorier, laver optegnelser og kort – og det er det arbejde den lille bog handler om.

Jeg selv er ikke den store researcher. Jeg synes faktisk det er den kedeligste del af det at skrive, og mit forfattermotto er ikke overraskende at kan man ikke finde det på Google, så skal det ikke med mine bøger.
Derfor er jeg også så imponeret af de to krimiforfattere i verdens bedste skrivegruppe (altså dem jeg lige nævnte mellem linjerne i indlægget fra i går) – der også er journalister og derfor har et lidt andet forhold til det der med at researche – for de har maks. styr på blodspor, dødsstivhed, havdybden i et obskurt stræde ved Philippinerne og en seriemorders følelsesliv. Blandt andet. Og derfor blev jeg også ret imponeret dengang jeg læste Ecos lille bog.

Der lærte jeg blandt andet at Eco havde tegnet et kort over klostret i Rosens navn i det rigtige størrelsesforhold og blandt andet erfarede at han var nødt til at give tårnet flere vinduer – ellers ville der ikke være ilt nok til at bøgerne kunne brænde – og det skulle de jo.
Og jeg fandt ud af at han reciterede flere af samtalerne mellem munkene mens han gik frem og tilbage og derefter målte afstanden han havde tilbagelagt – for at se om det overhovedet kunne lade sig gøre at de nåede at sige det de skulle, på den tur han havde sat dem ud på gennem klostrets gange.

Vildt, ikke?

Bogen fås vist nok kun antikvarisk, blandt andet her – hvor jeg også har nolet billedet. Men er du ligesom jeg fascineret af (andres) research, så skynd dig at få fingre i den.