Jeg har lige siddet med nakken lænet tilbage mod ryglænet på kontorstolen og sovet.
Det er mandag, jeg kan mærke det i øjnene, i ømheden i benene, det var løbedag i går.
Jeg kan se det på antallet af kopper kaffe der ryger indebords, man burde være frisk, ikke? Nu-begynder-ugen-frisk, men i stedet er det som om jeg lod kroppen og hovedet ligge hjemme under dynen og kun har fået et ubrugeligt hylster med hen på jobbet.
Heldigvis redigerer jeg herlig norsk bog om en kvinde der synes endnu mere tom end jeg er i dag. Det lyder blandt andet sådan her:
Hans kone ringede. Han lyste op, da han så navnet og gik rundt om hjørnet, for at jeg ikke skulle høre samtalen. Jeg spekulerede på, hvad hun sagde, som hastede sådan. Jeg havde ikke overvejet at ringe til Stein, havde ikke fortalt Stein om rejsen, bildte mig ind, at hvis jeg forsøgte at fortælle Stein om Dag, så ville der gå hul på mig, og alt ville vælte ud, og så ville han se, hvilket stof jeg var gjort af. Jeg kunne sende et postkort, tænkte jeg. På det hjørne, Rolf var gået rundt om, stod en aviskiosk, jeg gik derhen og købte et postkort med et billede af Eiffeltårnet. Kiggede på Rolf, der stod med telefonen for øret og nikkede, som om han hørte kloge ord. Gik tilbage til cafébordet og skrev ikke Steins, men mit eget navn og adresse i adressefeltet og vendte det om, som om jeg ville skrive på kortet. Så kom Rolf og sagde, at konen ville hjælpe med det praktiske med hensyn til begravelsen, hun havde for nylig begravet en tante og kendte rumlen.
Det skal nok gå. I morgen er det tirsdag. Nu-er-ugen-begyndt-frisk tirsdag.
