Da hanen ikke længere galede os op om morgenen, hønsene var taget af ræven, og ænderne fløjet ud over markerne, fik vi kaniner. Om vinteren boede de i det gamle hønsehus der lænede sig så fint ind i skoven som en Ole Lund Kirkegaard-tegning; de var de kaniner i hele nabolaget der havde allermest plads, højt til loftet havde de, og (hønse)gård, og høet fra nabo-Kristian lå som et væg til væg-tæppe i det lille grønne hus der stod på pæle, hævet over jorden og skuede ud over gårdspladsen.
Om sommeren kom de på græs, og jeg sad der med bare ben, og Ninus med pels som sne og blitzrøde øjne mimrede og satte sig helt tæt ind til huden på mine lår og spiste det ene mælkebøtteblad efter det andet, og når der ingen vind var, kunne man høre dens gnasken. Og jeg lagde mig ned, kiggede op i trækronerne, og rundt omkring mig hoppede kaninerne som hvide dunbolde i alt det grønne.
Men kaniner bliver gamle. Og trætte. De lægger sig helt tæt op ad hønsehusdøren der gaber forneden, trækker kuldeluften helt ned i deres små lunger, og når de er hvide som Ninus, kan man slet ikke se sneen der er føget ind og har lagt sig i pelsen.
Tænk det stadig er blåt #40
Foto: Gitte Lotinga
