farvel

Hun lå der et døgn.
Uden bevidsthed, uden ord, uden sprog, men med pulsslaget bankende i kroppen, man kunne se det, huden solbrun, årerne bugtende over hænder og hals, min fars stemme trak stadig gåsehud.
Vi stod som vågekoner rundt om sengen, lænede os ind mod hinanden, ind i livet, og da hendes bedste ven endelig kom, da Finn kom, tog hendes hånd og sagde hendes navn, Åh, Marie, sagde han, fældede hun en tåre.

Tænk det stadig er blåt #41
Foto: Ulven

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *