lige i hjertekuglen

Da jeg gik på universitetet, havde jeg den mest fantastiske sprogunderviser. Jens.
Han, der i dag er professor, er begejstret, vidende, entusiastisk, generøs – og det lykkedes ham at få mig – der hidtil havde været ret sprogkonservativ og i tide og utide havde rettet veninderne og mine forældre når de ikke havde fået helt rigtigt fat på sproget (ja, jeg har været en pain) – til at elske det levende sprog, mangfoldigheden, lydhørheden.

Jens er pragmatisk når det kommer til sprogbrug. Han mener at vi der arbejder med sproget, vi der formidler det, skal kunne dets regler. Vi skal have fod på grammatikken og stavemåder og sprogvariationer – men i bund og grund handler sprog om kommunikation.
Det handler om interpersonelle relationer, om møder mellem mennesker – det handler om at du fortæller mig noget, og jeg signalerer at jeg forstår det – og at jeg hører dig.

I dag kunne jeg ikke være mere enig.

Indimellem falder jeg selvfølgelig i. Jeg kommer til at rette mine børn når de ikke bruger ordene rigtigt – jeg vil jo dybest set gerne have at de ved hvad der er korrekt. Men samtidig synes jeg altså at det er helt vidunderligt at det hjemme hos os hedder et skiftebord og en vaskehane – det rummer da en poetisk logik, ikke?

Og jeg synes det er helt vidunderligt at jeg inde på sproget.dk, der er mit absolut vigtigste arbejdsredskab, kan læse mange eksempler på folk der også indimellem snubler over de faste former. For eksempel:

Det var lige på et hentehår,
Hun færdedes på de brunede gulve,
Hun sang af Carstens bælg og
Han lovede mig gule og grønne skove.

I kan selv gå ind og smide en smutter – eller læse med på alle de andres.
Og husk at når det kommer til vores sprog – gælder det som med alt muligt andet at man ikke skal skure hunden mod hårene.