synes det er svært nok at se min egen personlighed i øjnene

Jeg sidder jo og redigerer Politikens babybog for tiden – og har lige læst det her afsnit:

“Det toårige barn viser mere og mere af sin personlighed. Det viser vilje, og det bruger sproget til at gøre opmærksom på sig selv. Også barnets personlige grænse bliver tydeligere for omgivelserne.
Det kan være en stor udfordring som forældre at skulle se sit barns personlighed i øjnene. Måske kan man kende nogle personlighedstræk fra sig selv, som man ikke bryder sig om eller har haft svært ved at takle igennem livet, eller også kan drømmebilledet af det perfekte barn for alvor blive slået i stykker.
Det er vigtigt for barnets videre udvikling, at dets personlighed bliver accepteret og anerkendt. Og husk, at personligheden ikke er færdigudviklet i denne alder; der kan være mange sider af den, som slet ikke har vist sig endnu.”

Tænker at man snildt kunne ændre det toårige barn til det femårige slash syvårige barn – eller nogen og 40-årige voksen – men der er vel i bund og grund ikke noget håb om at sidstnævntes personlighed ikke er helt færdigudviklet endnu, er der?