I lørdags holdt vi julefrokost på tegnestuen – og vi er stadig to mand nede i dag.
Men der var også flere flasker snaps, øl og Sommersby. Og musik og tegnestuequiz – og parykker og to nøgne tegnerrøve i sneen, så det er måske ikke så underligt.
Jeg trillede hjemad gennem den ufatteligt smukke stjernebesatte nat ved firetiden og var blandt de første der gik, og i dag har flere af os funderet over det forunderlige i at en flok mennesker som daffer rundt i de samme lokaler hver dag, kan have så meget at snakke om og grine ad når vi smider uldsokken og den gamle sweater og finder den pæne skjorte og/eller de høje hæle i skabet. Men det kan vi – og det er det der er så fedt ved et kontorfællesskab. Ikke mindst det pinlige af slagsen.
Jeg kan forstå at festen blev en anelse mere … løssluppen, efter at jeg var gået.
Der blev grinet lidt mere, og nogle damekjoler gik på omgang blandt tegnedrengene, og det er som om de der stod ved siden af hinanden i hver sin kjole, er lidt mere bonkammerater i dag.
Jeg ville så gerne have se det – jeg mener, mænd der ellers gemmer sig bag en grå sweater (vi kalder os indimellem “De gamle grå mænd og kvinder” herinde) posere i stramme kjoler og blond paryk? Næste år tager jeg sgu en ekstra snaps og bliver til kjolerne kommer på.
