I morges læste jeg det her i et interview med forfatteren Mathilde Walter Clark:
“Som forfatter havde hun nemlig ikke opholdt sig ret længe i det litterære miljø, før hun fandt ud af, at kunstnere altid taler om penge, når de er sammen, fordi de altid er i økonomiske vanskeligheder, hvorimod erhvervsfolk ofte taler om kunst, når de mødes, fordi pengene i det miljø ikke er noget, man taler om, men noget, man har.”
Se, det er interessant, synes jeg.
Det samme synes Walter Clark. Hun havde tjent 9.200 på sin debutroman og kunne godt se at hvis det var tariffen, kunne hun nok ikke leve af at skrive bøger – så hun satte sig for at finde en mæcen.
Jeg ved ikke om hun ville kalde Projekt Velynder for vellykket – hun fik kun skrabet knap det dobbelte af de 9.200 kroner sammen (så det ville hun nok ikke) – men hun har nu lavet en e-bog ud af projektet. Den kunne jeg godt tænke mig at læse.
Mens jeg venter på at låne/få anskaffet mig en e-bogs-reader – og dermed i samme åndedrag tips og tricks til at få anskaffet mig en mæcen – vil jeg i stedet give mig i kast med at skrive en ansøgning. Til Statens Kunstfond. Til efterfølgeren af den bog jeg lige har fået antaget.
Jeg har søgt før, både til ungdomsbogen og til det voksenbogsmanuskript jeg også har liggende, men er hver gang blandt andet blevet udelukket på at jeg ikke har to værker på min udgivelsesliste. Nu er ansøgningskravene blevet ændret, så man kun skal have mindst ét værk på listen (tjek!), og det er fra det man skal vedlægge op til ti sider (tjek!).
Så i år er der håb.
Og lykkes det ikke, er der jo altid mæcenmodellen. (Eller titelforslaget på dette indlæg).
1 Comment