Da jeg kom hjem fra kontoret i går, stod der en buket blomster og ventede på mig.
Nu ved jeg ikke med jer, men det er ikke såå tit at jeg får blomster leveret til døren.
Lækkert, tænkte jeg og flåede med glade fingre kuverten op – og fandt det her:
Altså, jeg sorterer godt nok affald, men havde ikke lige bemærket at vi havde fået nye lokaler, eller at vi ligefrem havde dannet en forening – for affaldsnørder. Og jeg viste heller ikke rigtigt med det der “lidt til gangen”. Kan man egentlig spise roser?
Jeg synes jo ikke rigtigt man kan begynde at ringe rundt til hele vennekredsen og spørge om øh, nogen af dem måske, eventuelt lige havde sendt en lille buket, så jeg lavede en lille update på Facebook – og vupti, en halv times tid senere ringede den sødeste veninde. På kortet skulle der have stået tillykke med kontrakten, og at hun glædede sig til at læse min bog …
I stedet sad der nu en bunke affaldsnørder i Vestjylland og undrede sig over den store kurv med chokolade og vin (til 1.000 kroner) og det fine lille kort til en-eller-anden-der-hedder-Louise, fra en-eller-anden-der-hedder-Rikke.
Rikke skyndte sig at få det fikset med blomsterhandleren, der beklagede meget, så alt er godt – men hun nåede dog at tilføje at det var ærgerligt de ikke også havde fået byttet om på kurven og blomsterne, sikke en fest!
Det synes jeg nu ikke – elsker de fine roser. Og tanken bag, ikke mindst.
