I dag er det fjorten år siden min mor døde af leukæmi.
Samme dag fyldte en af mine tro barndomsvenner 25. Han havde tilbragt en stor del af sin barndom på diverse hospitaler, men var der alligevel da min mor lå der med kateter i brystet og fik de sidste portioner morfin, og på sin fødselsdag gik han øverst op i Sygehus Nord i Aalborg og kiggede ud over Hotel Hvide Hus og byen og Limfjorden og så langt hans blik nu kunne række.
Jeg synes det er sådan en fint billede.
Man skal huske at lade blikket vandre, at se ud over tagene og skyernes skygger på jorden og verden og livet, også når døden står lige der ved siden af en.
Da jeg tog den pause i skrivningen af bind to af Astrid som jeg stadig befinder mig i, var det blandt andet for at pusle med hvad det er vi husker fra vores liv. Hvilke billeder tager vi med, hvilke sletter vi – hvad er det vi redigerer ud og skriver ind?
Jeg er stadig midt i processen – både litterært og i bogstaveligste forstand – og ganske som de foregående 13 år stopper jeg op netop i dag og lader tankerne glide tilbage til den sommerdag hvor vi godt vidste at det ville slutte, men vi alligevel, heldigvis, huskede at hæve blikket og kigge ud over verden. Den lå der endnu. Det føltes som om den var væltet, men den lå der endnu.
