Jeg var til efterårsreception på Gyldendal i går. Med havepavilloner og toppede brosten og en fin, fin og lun septemberhimmel over alle de kloges hoveder. Og mig.
Jeg sippede champagne og sludrede og spiste soyamarineret laks med tang og catchede op på et utal af spændende bøger jeg havde hørt om sidste år da jeg stod i den samme gård og sludrede med de samme mennesker – uden at jeg selv rigtigt havde fået noget udgivet hos Gyldendal. Det havde jeg så i år.
Og jeg blev helt ør af det fine selskab, for ved nabobordet sad Kim Fupz (og jeg ælsker hans skæve bøger), og Albertes bløde stemme undskyldte da hun var ved at stikke mig ned med sin kniv ved buffeten, og Line Kyed Knudsen (hvis bøger jeg lige har opdaget og er meget begejstret for) hang ud med alle de andre cool ungdomsbogsforfattere i baren.
Og bøgerne, dem det hele jo drejede sig om, lå udstillede, og vi kunne sige ih og næh, er det virkeligt din? Tillykke!, og da desserten kom ind, stod jeg der med chokoladekagen og de friske bær og smalltalkede foran tv-skærmene der præsenterede alle de nye udgivelser og deres forfattere, oversættere og illustratorer, og Astrid gled forbi mit blik side om side med Vitello og Pippi og The Hunger Games.
Og da den her blev præsenteret, der over vores hoveder:
var det pludselig de her to billeder der stod og dirrede ovenover hinanden på skærmen:
Det var jo mig. Og Ole. Dén Ole …
