Jeg blev 28, og på Assistens kirkegård kunne man sparke blade og se egern, og der var så befriende højt til himlen. Var mit liv en Hollywood-film, ville jeg have slået ud med armene der midt på alléen, ville have danset som Gene Kelly, have skreget, råbt, hujet, ud i den skarpe luft, for i den anden ende af landet sad hun med kaffe og markerne som langstrakte tæpper af pindsvinepigge og en frifindelse og tandkød med farve.
Der var lagkage med abrikosmarmelade og chokoladeflødeskum og flag og Bodum-kaffe og nystrøget dug hjemme i lejligheden, der var stearinlys og friske blomster. Latter. Hold nu kæft, vi lo. Men kræft kommer i stimer, så rundt om bordet sad flere døtre til en diagnose, sludrende, smilende – men det nåede ikke øjnene, det gør det aldrig. Og inde bag betrækket, inde bag deres polstring var der sort og tungt og buldrende, og jeg er sikker på de ikke vidste om de kunne blive ved med at sidde der og spise kage og snakke efterårsferieplaner og sige sætninger som Men det går jo, det skal jo gå, Det er jo værst for hende – og min far selvfølgelig og Ja tak, jeg skal nok sige til … Nå, men hvordan står det ellers til hos jer?
For det er sådan det er.
Og man lader det kolde vand løbe og løbe på toilettet, ned over håndled og håndflader så de føles som is mod øjnene, og man græder ind i gæstehåndklædet, trækker vejret dybt ind i mørket, ind i smerten der ligger i mellemgulvet, og man er nødt til ikke at kigge sig i spejlet, for man ved godt at selvom ingen siger det, så kan man se det.
Tænk det stadig er blåt #12
