En sommer for flere år siden læste jeg denne her:
Jeg havde da læst flere af Murakamis bøger og tænkte at den her var lige noget for mig. Og det var den.
Der er noget inciterende ved at komme ind i hovedet på en forfatter, at (prøve at) forstå hvor historierne dannes, hvad der får dem ned på papir, at få en fornemmelse af forfatterfagets disciplin. Den samme fascination kan jeg opleve når jeg hører en professionel sportsudøver fortælle om sin passion, om kampen for hele tiden af blive bedre, at præstere mere. Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe er med andre ord det perfekte miks.
Bogen er en filosofisk manual i disciplinerne at løbe (utallige maratonløb) og skrive (lige så utallige) bøger. Den er inspirerende og underholdende, spækket med anekdoter og tips fra alle de mange lande Murakami har været i, og da jeg lå der, den sommer jeg slugte den, på et tæppe på mit yndlingssted i hele verden, Assistens Kirkegård, føltes det som om at det der med at kombinere forfatterlivet med et liv som maratonløber, ja, det var peace of cake.
Nu ved jeg godt, jeg ikke er en benet og senet japansk mand på 63 år og sådan cirka 50 kilo der løber mindst to maraton om året og indimellem lige skriver en bestseller eller to – men de sidste to år har jeg løbet tre gange om ugen. To korte ture i hverdagen og en længere tur i weekenden. I går løb jeg 9,5 kilometer. Det skulle jeg åbenbart ikke have gjort.
Dagen før havde jeg godt nok mærket en (lillebitte) ømhed i anklen (ikke noget at regne, jeg kunne ikke engang huske jeg havde slået foden, og) jeg kunne altså sagtens løbe. Til gengæld kunne jeg ikke gå da jeg fik løbeskoene af, og sad således det meste af eftermiddagen med is på foden og lod mig opvarte af mand og børn. Og længtes efter den der sommer på Assistens …
Godt jeg havde flere bøger af Murakami i reolen.
(Billedet er lånt fra Klims hjemmeside – og der er meget mere Murakami).
