Når livet ender

Ulven og jeg har en nær ven der er dødssyg af kræft.
Hun har været det længe, hun og hendes familie har været midt i det længe, og ude i periferien af denne umenneskelighed står vi, hendes venner.
Vi prøver at række ind, at gøre noget, men kræft er en ensom vandring, og intet, intet slår det at stå der med sit liv i hænderne og vide at man ikke længere kan passe på det, at ingen kan passe på det.

Det kryber ud og ind ad vores hverdag, bevidstheden om at vores liv er så let, så fint, så leende sammenlignet med det de står i, og indimellem slår det luften ud af mig, og jeg bliver så berørt af det.
Sådan en dag er i dag.
Og jeg prøver at adsprede mig med musik og kaffe, men den bog jeg oversætter, er så fuld af ondskab og skræmmende fremtidsvisioner og tortur, og det er næsten mere end jeg kan håndtere. I dag.

I dag udkommer også Maria Gerhardts Transfervindue, og mit SoMe-feed skubber hende så nænsomt og massivt ind i min virkelighed. Måske er det også derfor det er sådan en dag, jeg tror det.
Jeg ved ikke om jeg kan læse flere af Gerhardts ord, tænkte jeg da jeg læste Lotte Thorsens smerteligt fine interview med hende i Politiken i lørdags. Men nogle gange er man nødt til netop det, at læse ord som dem Gerhardt skriver, fordi det er hendes virkelighed, vores vens virkelighed, hver eneste dag, hvert eneste fucking minut, og de har ikke det pivilegie jeg har; at det kun er dage, som i dag, det slår luften ud af mig, at det kun er dage, og ikke det sidste af mit liv.

Så jeg vil købe den bog, trække luft ind, læse, tænke – og leve.

Transfervindue

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

1 Comment

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *