nøgen

Det er den der duft af nyt tøj, lyden af forhænget når man trækker det til side, og træringene hopper hen over overlæggeren i prøverummet, spejlet fra gulv til loft som intet slører, intet pakker ind, og lyset som en projektør, sat til at afsløre og pakke ud.

Jeg sad på skamlen i hjørnet med dynger af tøj på skødet og knitrende poser ved fødderne, og damerne trak forhænget til side eller talte igennem det, og kun når vi var i yndlingsbutikken i Frederikshavn, sagde hun ja tak til hjælp. Jeg købte engang en ring derinde, ville fejre noget, livet, måske, eller nej, jeg tror jeg havde tabt mig, det var det. Oxideret sølv, en skagensrose med kronblade så store at sandet lagde sig imellem dem når jeg havde den på på stranden, og den kastede skygge på min finger.

Men det var lige meget hvad jeg sagde når jeg sad der. Jeg ved ikke hvorfor jeg skulle sidde der, for det var lige meget hvordan jeg lagde hovedet på skrå, hvilke vinkler jeg betragtede hende fra, hvordan jeg formulerede mig. Hvor pæn jeg kunne have syntes hun var. Tøjet lagde sig i folder de forkerte steder, krøb ind hvor det ikke skulle, og dyngen i mit skød voksede. Man kunne se det i måden hun trak blusen af over hovedet på, når hun bøjede sig ned og trådte forsigtigt ud af nederdelen og hængte den op på bøjlen igen. Hun kiggede ind i spejlet, og så alligevel ikke, kiggede forbi sig selv, forbi mig.

Og jeg tænkte det var sådan det var at være kvinde; for tyk, forkert, for sårbar.

Tænk det stadig er blåt #16
Billedbearbejdning: Gitte Lotinga