Det er så meget værre, sagde hun. For man kan ikke kæmpe. Ikke drømme. Ikke bede. Kun vente, ved siden af, på afstand.
Nu lå han der i det institutionsstribede sengetøj. Min far. Den gule murstensbygning i Aalborg var byttet ud med den i Frederikshavn, den med de solgule markiser over blanke øjne der kigger ud over byen og havnen med trawlere og kraner og et enkelt gråt flådefartøj. Måske var havnen allerede blevet underligt forladt dengang. Tavs.
Det var blot en skygge, den skulle de hurtigt få bugt med, sagde lægerne, men alligevel. Og vi, vi på sidelinjen så det hele for os, katetre, brækbakker, gummihandsker der forsigtigt rører ved tøjet med giften trængt helt ud trådene, og de sitrende øjenlåg når hun forsøgte at sove. Og håret, håret der til sidst blev barberet af og lå som sølvgrå sløjfer på badeværelsesgulvet.
Jeg ved ikke hvordan jeg fik det at vide. Aner ikke hvor jeg var, sad jeg i den samme plysstol, var verden væltet på den anden side af ruderne igen? Jeg ved ikke hvad jeg tænkte, men hun må have ringet. Eller ringede han selv, rolig, pragmatisk, foldede han virkeligheden ud i en bisætning? Det kunne ligne ham.
Og sad hun så bare der ved hospitalssengen og ventede? Med plastikkaffe i hånden og et knitrende dameblad måske og kærligheden som en tynd ring af guld om fingeren. Sad hun der blot og kiggede ud over havnebyen? Kunne hun se havet? Det kunne hun vel, og hun kunne se ham, sin mand der lå der med krøller på hovedpuden og slap med tre ugers sitrende venten og en operation. Og skrækken, som man siger.
Tænk det stadig er blåt # 17
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga
