Det er den der duft at nyt tøj, lyden af forhænget når man trækker det til side, spejlet fra gulv til loft som intet slører, intet pakker ind.
Hun sidder i hjørnet, hun lægger hovedet på skrå, betragter mig, og jeg kan høre hende. Ordene lægger sig mellem folderne i tøjet, folderne i kroppen, og jeg kan se det, derinde i spejlet. Jeg kan godt se det. Og jeg kan se hende, hun er sløret, men hun er derinde.
Skrid ud af mit prøverum, vil jeg sige, skrid nu bare, men døde mennesker bliver hængende, men har dem med sig overalt, og hun sidder der på skamlen med de knitrende poser for fødderne, og jeg er for tyk, forkert. Og jeg ved godt det ikke var det hun ville, det var det ikke, men jeg er fanget i det prøverum, fanget i det fucking spejl ligesom hun var, fanget i lyset der hænger der over hovedet, fanget i lyset indstillet til at fange ind og pakke ud.
Tænk det stadig er blåt #47
Billedbearbejdning: Gitte Lotinga