Jeg har som nævnt et eller andet med krimier.
Jeg er jo i det hele taget begejstret for at læse (ja, det kommer helt bag på jer, ikke?), men når jeg har siddet en hel dag med tekst foran mig, både på tryk og på skærm, så skal der helst ikke være for mange sproglige og plotmæssige labyrinter i det jeg læser om aftenen – og derfor er en pageturner så fed.
De gange jeg har haft fornøjelsen af at sidde på kontorstolen med en rød pen i hånden og en krimi helt frisk fra tryk foran mig – som her – ja, der har jeg nok ikke været det mest snakkesalige medlem på tegnestuen. Mildest talt.
Jeg har i mange år været ret vild med Jo Nesbø (selvom jeg stadig ikke har tilgivet ham at han har ødelagt det hyggelige ved snemænd). Jamen han er en kronraget journalist og civilingeniør der spiller guitar i en rockorkester OG skriver ret så gennemførte krimier, synes jeg – what’s not to like?
Nu har jeg så fået fingre i den her:
Og det kan godt være Nesbø kan noget med laviner og afklippede fingre og kvinder der drukner i deres eget blod – men han kan også et og andet med prutter.
Min søn er ret begejstret for lydbøger. Han kan sidde vældigt længe med en tegneserie og en god historie i ørerne – men det er alligevel sjældent han sidder helt stille på en stol og stirrer ud i luften. Og bare lytter. Uden at sige et ord, helt i sin egen verden.
Det gjorde han i går da vi satte Stine Stengades fine, fine stemme på, og han for første gang, men så absolut ikke sidste hørte om ungerne Lise og Bulle, den skøre Doktor Proktor og verdens stærkeste pruttepulver.
(Billedet er nolet her – der står også meget mere om bogen. Go, go).
