“now you’re telling me, you’re not nostalgic …”

Jeg er jo ret glad for P8 Jazz.
Det kører stort set i døgndrift derhjemme (altså, når vi ikke hører Ramasjang Radio. Hvilket er i rundt regnet alle ungernes vågne timer), og herinde på kontoret svæver jazzen ud over skriverbordet fra jeg møder til jeg går. Om mandagen er det Downbeat; 7 timers fed jazz der dagen forinden har kørt ugen slut i radioen, men som nu stabler mig op, klar til ugen.
Men ikke i går.
Ja, jeg tænkte at jeg skulle prøve noget nyt – så jeg løb DR’s arkiv igennem og faldt over den her: 40 minutters middagsmusik med Joan Baez. Min barndoms lydtapet. Og inden jeg havde nået at lave min formiddagskaffe, førte Baez’ sprøde stemme mig blidt tilbage til fornemmelsen af stuens gulvtæppe der kradser mod mine knæ gennem natkjolen, til lyden af græsslåmaskinen ude i haven, til duften af White Linen mod min mors hud …

Udsendelsen indeholder både Baez’ version af Blowing in the wind og We shall overcome – der begge passede perfekt til korrekturen af Øbro & Tornbjergs tredje bind i serien om Jens Høgh og Katrine Wraa, der som tidligere nævnt handler om koldkrigstraumer og KGB og spioner – men der var også dette fine nummer: Diamonds and rust som jeg ved min mor ville have elsket at høre mens hun sad på terrassen med døren åben ind til stuen (hvor jeg jo lå og læste med knæene boret ned i gulvtæppet) og røg en smøg med udsigt over haven og markerne.

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *