Jeg var i skrivegruppe i går.
Mindstebarnet var småslattent, så vi byttede det faste hjørnebord med hvid dug, en lille rose i vasen og caffe latte ud med stempelkaffe og postevand hjemme hos undertegnede, og i stedet for klirren af bestik og snak var lydtapetet Aristocats, Bennys Badekar, Mickeys magiske jul og Lille Virgil og Orla Frøsnapper.
Hun forstyrrede os stort set kun når hun skulle have en ny film på og endnu en lun bolle, så vi kunne i relativt fred og ro diskutere sommeruhygge, magtkorrumption og nye plotidéer.
I morges spurgte hun mig så om dem i min skrivegruppe er piger, damer eller koner?
– Hvad synes du?, spurgte Ulven hende.
– Hmm, de er jo ikke sådan små piger, svarede hun og viste med hånden hvor små hun mente, – så de må være damer.
Ååh, tænkte jeg og fik straks et billede af hende her i mit hoved:
– Men de er ikke koner?, spurgte Ulven så, hvortil barnet svarede: – Nej, for der var jo ingen af dem der havde tørklæde om håret.
Og det havde hun sådan set ret i.
