Da jeg skrev dette indlæg for præcis to uger siden, levede både vores nære veninde, Dorte, og Maria Gerhardt.
Nu er de begge døde. Ingen af dem nåede at fylde 40.
Jeg har jo selv mistet, min mor, der var 52 da hun døde – men hun havde voksne børn, godt på vej med kærester, drømme og kærlighed i livet – men når unge mennesker må herfra, er sorgen så anderledes; rå, voldsom, rivende og flående. Også selvom den var ventet.
Når døden rammer et menneske alt for tidlig, når sygdommen rammer mennesker med så meget uprøvet liv foran sig og deres børn, så minder det os om at vi skal huske at leve, at elske, at gå med bare tæer i græsset. At vi skal kigge op i himlen, følge forårssvalens dykkende, vuggende svæven hen over alt det blå, at vi skal være her, til stede … Vi skylder dem det, dem der ikke længere kan det, vi skylder de døde det, synes vi.
Vores veninde var i særdeleshed eksponent for netop det. Hun delte generøst og modigt sin sygdom, sin sorg, sin angst og sin afmagt med sine mange venner og følgere på Facebook, det var råt og ærligt og svært at være vidne til, men netop som jeg skrev, dengang for to uger siden, så er man nogle gange nødt til at læse også de tunge og svære ord – fordi man har det privilegie de ikke længere har; at man kan stå op til en ny dag dagen efter.
Alligevel var det første der slog Ulven og mig da vi vågnede i morges, hverdagen. Madpakkerne der ventede, hold nu kæft vi orkede ikke tunsalat og grovboller og små sprøde gulerødder, men inde ved siden af lå to gryntende, sengevarme unger, vores. Vi har dem, og de har os. Vi har nogen at smøre madpakker til, og de har nogen der kan …
Da vi fik beskeden om at Dorte var død i går, havde jeg kun lyst til at åbne en flaske vin. At drikke mig gennem aftenen til en gedigen rødvinshovedpine, men vi havde kun bobler på hylden, så de røg på køl, og da ungerne var puttet, og vi sad der i sofaen med hverdagsrod og aftenritualer som dynger af dårlig samvittighed rundt omkring os, skålede vi. Løftede glasset, tudede lidt, mindedes, talte – og var stille. Helt stille.
