Jeg er levende. Og træt, grundtræt.
Jeg ånder, læser, falder omkuld, falder i.
Siden jeg trak stikket og gearede ned, har jeg spist flødeskumskager, læst højt for ungerne, været i Tivoli og siddet med lukkede øjne i Galejen og åbne i ballongyngerne med tåget udsigt over byens lys, og jeg har arbejdet, forsigtigt, varsomt, jazzet.
Og jeg har læst. Den her blandt andet:
Næ, se så fin:
Og poetisk og melankolsk og anbefalelsesværdig.
Og jeg har læst den her:
– som er … Maren. Tilsat et skvæt melankoli (ja, jeg ved det!) og lidt alvor og den slags. Men altså stadig Maren.
Og så har jeg ligget i sofaen og kigget på bilerne på gaden og folk der haster afsted med ungerne efter sig, og teenagere der kysser som kun teenagere kan kysse inden den ene af dem stiger på bussen.
Og sådan kan livet være så fint og stille.
