Ulven er stadig i Norge. Han skiftevis graver sig ned i tre meters sne og sover der, står på telemarkski så han må have is på knæene flere timer efter, og sender det ene lækre billede hjem af sne, smil og sol.
I sidste uge tænkte ungerne så at det var det helt rette tidspunkt at lægge sig syge på. På skift.
Der har været noget maveonde og lidt feber og et hold i nakken og noget opkast som mindstbarnet sørgede fra også ramte alle tøjdyrene, så nu er de krympet, og jeg vaskede dem endda kun på uldprogram.
Jeg har virkeligt været glad for at jeg ikke er postbud. Eller læge. Så jeg i det mindste ikke skulle møde noget sted klokken 05.30, så der ikke var nogen som ventede på mig, var afhængig af mig. Tænk hvis der lå blottet hjerte et eller andet sted og ventede på at jeg fik det sat på plads igen.
Jeg har virkeligt været glad for at jeg bare kunne rykke kontoret hjem og sidde ved stuebordet og hygge mig med den fineste ungdomsbog mens ungerne så Ratatouille og Pixar-kortfilm.
Heldigvis er vi også lige begyndt på den her:
Og den er fed, perfekt til den alder mine unger har nu, 7 og 9. Men den kræver tid, for man åbner jo hele historien når man åbner den bog, og for hver lillebitte snas af et menneskes liv den fortæller, pibler det frem med spørgsmål om verden, livet, døden, had og kærlighed.
Vi har talt om hippier, om at alt er relativt, om raceadskillelse. Mindstebarnet har opdaget at prinsesser kan dø, at kun de færreste lever lykkeligt til deres dages ende, og at hendes mor engang har været sååå forgabt i en ung mand med vildt blod i årerne. Som altså ikke er hendes far, ulven.
Og vi har talt om kongerne: Elvis, Michael Jackson og Bob Marley. Og dronningen af country, Dolly.
Og vi har danset, set musikvideoer og fået historien helt ind under huden med alt hvad det indebærer af lyd og billeder og spørgsmål.
Det kan anbefales.
