Jeg er i gang med at læse den her bog:
Den er skrevet af en god bekendt, Heidi Vesterberg, og da den udkom tidligere på året, og jeg hørte så meget godt om den, bestilte jeg den på biblioteket. Ligesom en million andre der havde hørt om den, så jeg trak et højt nummer på ventelisten.
Jeg har flere venner og bekendte som i kortere og længere perioder har måttet melde sig ud af livet på grund af stress, og jeg har flere gange tænkt at det er som om det er blevet en trend at have travlt – og helst sådan lige på kanten af hvad man kan kapere.
Det var derfor jeg gerne ville læse den bog.
Jeg ville gerne vide hvad der går forud for at man rammes af stress – hvilke tegn har man overset, hvad er det man ikke har reageret på? Og måske kunne bogen også give mig et eller andet svar på hvorfor det er blevet så moderne at have travlt.
Vi fortæller det jo gerne når nogen spørger hvordan det går, det er et emne vi altid lige kan goutere sammen med hvidvinen og de saltede mandler til en reception, og jeg har selv mærket at det i de perioder jeg har haft ekstrameget at lave, føltes rart at sige det: at jeg havde så travlt, så travlt (at det næsten var for meget). Ja, tænkte jeg, så populær er jeg, så god, så dygtig, at jeg er nødt til at sige nej til opgaver. Stik den. Og så tog jeg lige et ekstra glas hvidvin for at demonstrere at jeg havde helt styr på balancen på min arbejds-fritids-konto.
Det var derfor jeg gerne ville læse den bog.
Men da jeg for en lille måneds tid siden endelig fik en mail om at nu var bogen kommet, handlede det ikke længere om alle dem jeg kendte. Det handlede om mig selv.
For nogle uger siden trak jeg stikket. Satte min mail på autosvar i fjorten dage og mig selv på nedsat tid resten af året.
Jeg kunne efter et alt for travlt 2014 – og et stik modsat 2013 – fornemme at det var det der skulle til.
Det var det der med kvalmen. Koldsveden en nat jeg ikke kunne sove. Treoerne der sydede lidt for ofte i vandglasset ved siden af kaffekoppen. Det var alle de ting jeg glemte hvis de ikke stod på en huskesliste eller var et punkt i min kalender. Jeg var i hvert fald ikke tvivl. Jeg var tæt på.
Siden da har jeg prøvet at være stille. Inde i mit hoved. På bloggen. Derhjemme. Har stirret huller i luften. Sovet, flere gange om dagen, ni timer i streg om natten. Jeg har vendt ansigtet mod solen, taget dybe indåndinger, er stoppet op, har lukket øjnene, holdt pauser og fri.
Jeg tror jeg er ved at få en fornemmelse af hvad der skal til de næste mange måneder. Tror jeg er ved at finde en form – en ægte balance på arbejds-fritids-kontoen.
Og den der bog? Ja, den landede på det helt rigtige tidspunkt. For som jeg læste i en af de mange fine anmeldelser af den, så er det bedst at man læser den inden man rammer muren.
