Jeg er draget i skriveeksil på fuldstændigt vidunderlig gård sammen med 3/4 af skrivegruppen.
Indtil videre har jeg tændt computeren og spist frokost og talt om skilsmisser, tweens og konfirmationer.
taknemmelighed er sådan en fin størrelse
Jeg har en veninde der mistede sit job for en måneds tid siden.
Vi har ikke set hinanden siden, men da hun fortalte mig det, skrev jeg til hende at hun måtte love at sige til hvis hun havde brug for at snak og en kop kaffe, for så var jeg her.
I går aftes, sent, sendte hun mig så en sms. Havde jeg mon en halv time til en kop kaffe i dag?
Det havde jeg, selvfølgelig, så hun smuttede forbi kontoret, jeg lavede kaffe, og så slentrede vi over på Assistens – mit yndlingssted i verden – for hverdagstristesse er nogle gange nemmere at kapere på en grøn bænk omgivet af blomstrende japanske kirsebærtræer.
Hverdagstristesse, ha!
Min veninde var nærmest som et lille barn, for i tasken havde hun ikke Kleenex, men en gave.
For efterhånden flere måneder havde hun deltaget i en konkurrence hvor man kunne indstille en man kendte som fortjente at få en ny kjole.
Og af alle havde hun valgt at fortælle min historie. Halvfattig freelancer der stædigt insisterer på at det her liv kan lade sig gøre – noget i den stil.
Og tænk. Hun vandt.
når stenbroen møder skoven
I januar fyldte Ulven 40. Og når man er et skovvæsen som han, er det eneste man drømmer om at lade sig fejre i skoven.
Skidt man så er født om vinteren.
Derfor havde han inviteret familie, venner og kolleger i skoven til fejring i denne weekend – og jeg tror nok jeg har sagt det til alle der kom, og til Ulven, mindst tyve gange, men hold nu k… vi var heldige med vejret.
Jeg er stadig helt ør i hovedet af sol og vind og lyden af skoven og knitrende ild. Det samme er ungerne og halvsløje med ondt i halsen, så vi har alle tre været hjemme i dag – og mens de sad i sofaen med te og honning og så Pingvinerne fra Madagaskar, gennemgik jeg redaktørens rettelser af min erotiske oversættelse.
Det var en virkeligt mærkelig kombination – men det er jo det jeg siger; et freelanceliv som mit byder i den grad på variationer i hverdagen.
*
Jeg synes stadig ikke jeg har fået sjælen med.
Der sker noget når man sætter næsten 40 (stenbro)børn og -voksne stævne i en lysegrøn forårsskov og har bål i et døgns tid, og man har øl og bobler og skumfiduser og snobrødsdej med og bare er. Sammen. Og skoven er lysende smuk, og der er vind i håret, og da det bliver aften, og børnene dumper om en efter en, og det kun er bålet der lyser, og stjernerne og knæklysene sat fast på shelteren så vi kan finde vores soveposer, og man er på syvende glas bobler i et plastikkrus, ja, der har man fuldstændigt glemt lugten af regnvåd asfalt og lyden af biler der gasser op når lyset skifter til grønt nede på gaden.
Det er magi. Og det kan anbefales.
blues om et genoplivningsforsøg
Jeg er på vej i skrivegruppe.
I dag står den på kaffe, krimi og kunstigt åndedræt.
Ved sgu ikke rigtigt om Astrid klarer den. Hun er noget forsømt for tiden, sådan er det når man har travlt ved seddelpressen, og jeg kan knap nok huske hvad jeg udsatte hende for på Hald Hovedgård. Og det er jo efterhånden ved at være nogle uger siden (læs: hele 11). Det der med at skrive mindst en time om dagen, ik’? Ha! Som om.
Heldigvis ligger der en uges skriveeksil lige om hjørnet, og jeg er ret sikker på at når både Astrid og jeg er kommet gennem genoplivningsforsøget i dag, så er vi klar til andet heat af overlevelsesstrategien.
Så jeg hepper på Verdens Sejeste Skrivegruppe i dag. Hep.
for påske og pinse …
“Mor, dengang du var lille, ik’? Der passede du en kalv, ik’?”
“Jo, altså, mormor og morfar hjalp mig med at passe den.”
“Jamen du passede en kalv, ik’?”
“Jo, jeg passede en kalv så.”
“Nå, men så kan du også godt passe en snegl. Værsgo.”
Jeg har påskeferie om 15 sekunder. Og jeg skal ikke lave andet end at snegle den hele ugen. Vi ses.
jeg trænger
For et stykke tid siden løb vi tør for kaffe herinde på tegnestuen. I flere dage. Og vi har virkeligt god kaffe.
Det kan godt være der er større problemer i verden end dét, men i de dage føltes det ikke sådan. Der var ren katastrofestemning, og ude i køkkenet kunne man høre folk sukke når de til sidst overgav sig og lavede en kop instant kaffe (som gerne siges ned en sur vrængen).
Til sidst fik også Maren nok og skrev et surt indlæg på sin blog – mest henvendt til den kaffeansvarlige der dagligt måtte gå bodsgang gennem hele tegnestuen inden han kunne slå sig ned på sin plads. Men hvem andre læste med over skulderen på Marens mange, mange læsere end Nestlé – så dagen efter modtog vi en (ret stor) ladning Nescafé. I flere varianter og nok til at vi kunne tåle at løbe tør for kaffe i flere uger.
I dag ville jeg sådan ønske Maren skrev et lillebitte indlæg om at vi er løbet for chokolade. Og finsk lakrids.
Sådan noget her for eksempel.
kunsten at overvinde sin indre snerpe
Som nogle af jer nok har bemærket, har jeg gennem de sidste mange uger oversat en lidt anden type bog end det jeg normalt begiver mig ud i, nemlig en erotisk roman. Og nu har jeg så sat det sidste punktum.
Jeg læste engang et interview med en kollega der var i færd med at opbygge en karriere som oversætter, og som fik et godt råd af sin mentor, en af de sikre oversætterkort i den danske forlagsbranche, nemlig at sige ja til alt, også selvom man er ved at tude og brække sig af træthed. Idéen er jo at man hurtigt skal have opbygget sig en kundegruppe, nogen der ved at man findes, men også at man skal have fingrene i sproget hele tiden, at man skal skabe sig en sproglig erfaring også.
Jeg har tit tænkt på det råd.
Ikke mindst da jeg sagde ja til at oversætte den her bog – fordi jeg ikke blot sagde ja til en opgave der havde en rimeligt stram deadline, men også fordi jeg i den grad bevægede mig uden for min comfort zone, både fagligt og privat. Og det har uden tvivl været denne opgaves største udfordring.
Som jeg vist nok har strejfet et par gange før, kræver det en særlig tæft at skrive erotiske scener – som virker troværdige – og det der med sex, ja, det har jeg jo sneget mig behændigt uden om i mine egne bøger (måske er der er en opblødning på vej i Astrids dagbog 2, man ved aldrig), men i den her proces har jeg været nødt til at smide alle fine fornemmelser væk, at dykke ned under dynen så at sige – og at droppe enhver forestilling om at jeg kan sidde her på kontoret med mine eksklusive kaffe og formiddagsjazz helt uden røde kinder. For det har jeg ikke kunnet. Slet ikke. Og jeg har været ret glad for at jeg ikke har skullet læse noget som helst af det jeg har siddet med, højt, for så var jeg simpelthen sunket i jorden af skam og pinlighed.
Jeg har siden jeg indprentede mig det gode råd om at sige ja til alt, tænkt at det først og fremmest handlede om hele tiden at have noget at lave – så man ikke groede til – men også at sige ja til opgaver der var svære, der krævede noget ekstra af en – sprogligt – fordi det især er der man udvikler sig.
Men nu har jeg så opdaget at det der sker, når man jeg siger ja til en anden type opgave end jeg er vant til, en opgave der udfordrer mig på helt andre ikke-sproglige områder end jeg har prøvet før, ja, det er at jeg også udvikler mig sprogligt. Og at jeg har præcis den samme ambition om at levere, at ramme tonen (i dette tilfælde den lumre af slagsen) og at variere og finpudse sproget som ved en hvilken som helst anden opgave. Også selvom sproget i den her type bøger ikke er så avanceret. Der er ikke så mange krummelurer, så mange ciseleringer, fordi det vigtigste, let’s face it, ikke er hvordan det siges, men det der siges, og det må gerne være ret direkte og udpenslende.
Nå, men da jeg først havde overvundet den hurdle det er at oversætte nogle ord en til en – der er alligevel grænser for hvor poetisk man kan oversætte ord som cock og fuck, ik’? (ja, selv nu rødmer jeg. I kan godt se det har været noget af en opgave) – ja, så kunne jeg faktisk godt finde en vis tilfredsstillelse (tø hø) i at variere også det sprog, at finde synonymer, at gøre replikker mundrette etc. For det er jo det der er min opgave som oversætter, uanset forlægget.
Jeg ved ikke om det var lige præcis dét min kollegas mentor mente med at man skal sige ja til alt (også selvom man må slå knuder på sige selv og i nogle selskaber ikke lige buser ud med (detaljer om) den opgave man sidder med netop nu).
Jeg ved ikke om han også tænkte at man skulle sige ja til bøger man har meget svært ved at se sig selv som målgruppen for – men ikke desto mindre er det et virkeligt godt råd.