method writing

Jeg læste forleden at Matthew McConaughey har tabt sig tyve kilo fordi han spiller hiv-smittet rodeocowboy i en ny film.
Tyve kilo.
Det kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at google – og google er altså et vidunderligt værktøj for der kunne jeg straks se at han var gået fra det her:

McConaghey, før

– til det her:

McConaghey, efter2   McConaghey, efter

!

Jeg har altid været enormt fascineret af (og en anelse bekymret for) skuespillere der skræller lag for lag af sig selv, både i bogstaveligste og overført betydning, for at komme helt ind under huden på den karakter de skal spille.
Heath Ledger der burede sig inde på et hotelværelse og øvede stemmer og skrev dagbog i sit da nye alter egos navn, Jokeren.
Robert di Niro der fik et væld af tatoveringer, trænede sig tynd og muskuløs og til og med fik tænderne ommøbleret for at spille Max Cady i Cape Fear.
Daniel Day-Lewis der til stort set alle de roller han har spillet, har lavet indgående research; var sammen med adskillige mennesker med lammelse da han spillede spastiker i My Left Food – og desuden nægtede at forlade sin kørestol under hele filmindspilningen for ikke at miste fornemmelsen med sin karakter.
Dustin Hoffman der løb 8-10 km om dagen da han skulle spille maratonløber i filmen Marathon Man – og inden han skulle indspille alle de scener han skulle være forpustet i, løb en hurtig kilometer.
Under optagelserne til selv samme film faldt for øvrigt hans modspillers berømte replik: “Why not try acting? It’s much easier.”

Og jeg blev næsten på stedet fan af Günter Walraff dengang han i 80’erne iklædte sig sort paryk og ditto kontaktlinser og afdækkede livet som tyrkisk gæstearbejder i Tyskland.

Måske synes jeg i virkeligheden den type forberedelse, hvad end det er til en bog eller en film, er så betagende fordi det er så langt fra min egen måde at arbejde på.
Jeg har vist tidligere ladet et par ord falde om at det der med research ikke er en disciplin jeg dyrker til perfektion. Det kan godt være jeg er fan af folk der tager deres kunst helt derud, men jeg er selv en anelse for doven til det.
Men nu har jeg tænkt mig at give det et forsøg.

Min skrivegruppe har jo gennem længere tid haft et vist ønske om at der skulle bare lidt mere sex på programmet i mine bøger. Og sidst vi mødtes, introducerede de mig guddødeme for muligheden for at der også kunne være noget med nogle øl og et par breezers.
Jeg har virkeligt ikke været meget for det, ja, jeg blev nærmest en anelse fornærmet da de smed dét på bordet, men godt så: Jeg ved hermed hvad jeg skal lave i weekenden.
Method writing, here I come.

PS. Hvis du ligesom mig synes det er fascinerende, så prøv lige at google method acting. Men ikke nu, vel? Så får du jo ikke lavet noget resten af dagen.

historier fra hjertet og ned

Det er præcis sådan en ungdsombog jeg ville have elsket dengang jeg var teenager, tænkte jeg da jeg i mit selvvalgte skriveeksil med pejs og skriverveninde læste den her:

Sex og det

Når jeg drager i eksil, har jeg altid tasken proppet med ungdomsbøger (hvoraf det som regel ender med at jeg læser én), men når jeg efterfølgende læser mit manuskript igennem, kan jeg ofte se hvilen bog det var der inspirerede mig til at skrive nogle af scenerne.

Da jeg skrev Astrids dagbog – fingrene væk!, havde jeg blandt andet den her i tasken:

(som den uforlignelige Lars Gabel herinde fra tegnestuen for øvrigt har lavet omslag til) – og vupti, fik jeg Astrid placeret i en sofa ude i haven i et kollektiv hun besøger, fordi der i en scene i Forbandede mødom står en hel del møbler spredt ud over græsplænen i en fyrs have. Og dét dannede sådan et godt billede inde i mit hoved jeg var nødt til at bruge i Astrids univers.

Det er jo sådan det er med inspiration – den slår ned i én de pudsigste steder, men især når jeg læser andres bøger, ser hvilke billeder de kan danne, ser hvordan de bruger ordene, sætter dem sammen.

Marianne Iben Hansen kan noget ganske særligt med sproget.

Inden jeg læste Sex og det, kendte jeg hende “kun” fra de fine rim og remse-bøger hun har skrevet, blandt andre Palle P og perlen og A, B, kom og C der får det at rime til at synes så legende let – selvom det er en disciplin kun de færreste mestrer lige så sublimt som Halfdan Rasmussen.
Men det gør Marianne Iben Hansen.
Og så kan hun skrive om ungdomsliv så man ryger lige tilbage til dengang det hele handlede om om Han kunne lide en, om Han ville være kærester med en, om Han ville i seng med en.

Sex og det er en novellesamling der kredser om den første gang på flere forskellige måder. Der er korte, skarpe fortællinger, lange og berettende, triste, sjove, alvorlige. Hver novelle har sin hovedperson – og det der først og fremmest gør den til en af de bedste bøger om ungdomsliv jeg har læst, er at Marianne Iben Hansen formår at finde en ny stemme i hver novelle. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro den var skrevet af lige så mange forskellige forfattere som der er noveller. Ja, man ville tro at hver enkelt novelle var blevet til i ét menneskes univers, af ét menneskes møde med livet – men i stedet er alle historierne opfundet af en og samme forfatter.

I kan godt fornemme at jeg er ret begejstret, ikke? Og at jeg kunne blive ved med at skrive om bogen?
Det kunne jeg.
Men jeg synes sådan bare I skulle læse den.
Og købe den til alle de teenagere I kender. For uanset om det er drenge eller piger, introverte eller ekstroverte, erfarne eller uerfarne, er jeg overbevist at de alle kan finde lige præcis dén novelle der rammer noget i dem.

En af mine yndlings er denne:

Sex og det, yndlings

– men der er mange flere, så go fetch. Nu.

så honningbierne synger

I gamle dage, da verden var ny, fløj en bi op i himlen for at ofre en gave af honning til guderne.
Jupiter blev så glad for gaven, at han lovede bien at opfylde et ønske for den. Bien kom med et grusomt ønske: »Jeg ønsker mig en brod, der på et øjeblik kan dræbe enhver, der nærmer sig min kube for at tage min honning!«
Jupiter blev vred på bien på menneskehedens vegne, og opfyldte ønsket på en lidt anden måde: »Du skal få den brod, som du ønsker dig, men når du stikker, skal mennesket kun føle smerte; du skal dø sammen med din brod.« (Æsops fabler)

Jeg drikker kanelte og læser korrektur på vidunderlig lille bog om honningkager.
Det er så siderne dufter – af panforte, honningtrøfler, honeycomp og fransk nougat. Af leckerli (alene navnet, ikke?), af baklava og af æbleroser. Det er så julestemningen kommer snigende, lister sig ind på mig, overrumpler mig.
Og så på en tirsdag, en kommunalvalgstirsdag, hvor varmen er gået i radiatorerne på kontoret, og jeg derfor er pakket ind i sjal og venten på at varmen vender tilbage. Men med honningkageduft i hele bevidstheden er alt andet blot detaljer.

Christiansfelder honningkager

Billedet er nolet her. Det er Christiansfelder honningkage, og den er også i bogen. Mums.

således opløftet ender ørkenvandringen

Indimellem føles freelancelivet som en ørkenvandring.
De store opgaver, dem der betaler huslejen og giver små øer af frihed, er fatamorganaer, og man tørster, tørster efter noget at lave.
Andre gange er arbejdslivet lette og elegante hop fra sky til sky på en sommerdag, opgaverne afløser hinanden, man læser, bliver klogere, laver penge.

Julen nærmer sig, året ånder ud – og kalenderen bugner af opgaver, lette hop fra sky til sky fører mig ud af 2013.
Der er både en tur til Tenerife, til Bretagne og til Island, der er en romance – oh, den kærlighed – og der er lille laber sag ved navn Posthornet.

Det er mageløst.

post-deadline-fredag

I dag ordner jeg. Flytter dynger. Betaler regninger (og prøver at fortrænge at jeg ikke fik betalt min moms til tiden, goddammit). Installerer medarbejdersignatur til alle de hårdtarbejdende ansatte jeg har i min virksomhed. Sender fakturaer afsted (yay!).
Og hører jazz og drikker kaffe og spiser morgenmad med kontorfællerne.

Elsker post-deadline-fredage.
De er så dejligt stille og blide ved en, stryger en over håret, og selvom man er lidt mat i det, og tavs, så bliver de hængende.
Derhjemme venter weekenden. Uden arbejde. Så den skal blandt andet nydes sammen med hende her:

Sommeren uden mænd

Siden jeg for mange år siden, en sommer hvor jeg nærmest boede på et tæppe på Assistens kirkegård omgivet af ånd og summende fluer, læste Hustvedts Det jeg elskede, har jeg ikke turdet læse flere bøger af hende.
Tænk hvis nu det viste sig at Det jeg elskede (der er vidunderlig) var dén gode bog Hustvedt havde i sig.

Post-deadline-fredage får også en til at tage chancer, løbe risici. Så nu har jeg taget bogen ud af reolen. Aet omslaget.
I morgen vil jeg finde et hjørne i den storfamiliehyggende lejlighed, måske endda med en af min brors helt igennem lækre caffelatter i hånden, og bede ungerne underholde sig selv (ja, I må gerne spille i en halv time fem timer).
Det bliver fabelagtigt.

og så lige et lille pip om den der workshop

Jeg kan stadig huske den stil jeg skrev i 7. klasse.
Det var fristil, og Lisa, min veninde, og jeg havde siddet i køkkenet derhjemme med artikler og noter og havde skrevet hver sin  stil om slaveriet.
Jeg havde valgt en jegfortæller, en sort mand der novellen igennem slæbte sig gennem sit liv og endte med at drukne i mudderet under slavepiskerens pisk – ja, det var dengang lørdagsunderholdningen var Rødder.

Rødder

Jeg fik U (hold nu k… hvor jeg lyder gammel) for stilen. Og den blev læst op i klassen. Og jeg var glad, det husker jeg, men jeg var også ved at synke i gulvet af forlegenhed og brugte lang tid på at slå det hen som ikke noget særligt bagefter. Og at det jo bare var Tove, min klasselærer, som synes det var en god stil. Men det var jo slet ikke sikkert det var det.

Derfor synes jeg også at de 8. klasse-elever jeg var sammen med i tirsdags, der først kom hen til mig og lod mig læse deres begyndelser igennem, derefter lod deres lærer læse dem højt så de kunne modtage kritik, igen, i plenum, over for 42 andre elever, var ret cool.

Ja, den gik godt, min workshop.
Jeg nåede toget (rockertidligt inde på hovedbanen, sammen med alle de andre pendlere), jeg spildte kun en lille smule kaffe ud over mit manuskript (og ned i min taske), jeg kunne huske det jeg havde planlagt jeg skulle sige, eleverne lyttede, de sad stille, de stillede begavede spørgsmål – og de skrev. I næsten en hel time, sammen med alle de andre i klassen, og de overvandt den forlegenhed jeg kunne huske fra dengang jeg kastede mig ud at være Alex Haley.
Og det synes jeg faktisk var ret sejt.

Jeg gør det gerne igen.
Jeg holder gerne halvanden times oplæg om mit spændende forfatterliv og de bøger jeg godt kan lide, eller hvad det kun skal være, og holder en workshop om at skrive, hvis det skulle være.
Også selvom det betyder at jeg får mareridt i dagene op til om at jeg gør mere skade end gavn.
Det var dét værd.

 

så I røgen?, del II

Ved godt jeg havde lovet et indlæg om mit spændende forfatterliv – lige fra Amager til Odense, men i dag går turen til Madrid.
Og det kræver koncentration og fokus.

Hvis vi er heldige får jeg skrevet noget sammenhængende i morgen, eller fredag.
Men jeg kan sige så meget at det gik godt i går, forbløffende godt faktisk.
Jeg talte (om mig selv, og det kan jeg åbenbart sagtens!) i halvanden time, og så skrev de meget søde og nysgerrige og modige 8. klasser begyndelsen på deres noveller.
Og selvom jeg var stået op inden byen var gået i seng på den anden side af vinduerne, lykkedes det mig også at sætte ordene i mit oplæg rigtigt sammen, ja, det var faktisk hele sætninger der kom ud af munden på mig.

Og jeg sov heldigvis så tungt i toget hjem at jeg ikke opdagede at jeg savlede. Og snorkede.