TANKER BAG

I dag ordner jeg. Flytter dynger. Betaler regninger (og prøver at fortrænge at jeg ikke fik betalt min moms til tiden, goddammit). Installerer medarbejdersignatur til alle de hårdtarbejdende ansatte jeg har i min virksomhed. Sender fakturaer afsted (yay!).
Og hører jazz og drikker kaffe og spiser morgenmad med kontorfællerne.

Elsker post-deadline-fredage.
De er så dejligt stille og blide ved en, stryger en over håret, og selvom man er lidt mat i det, og tavs, så bliver de hængende.
Derhjemme venter weekenden. Uden arbejde. Så den skal blandt andet nydes sammen med hende her:

Siden jeg for mange år siden, en sommer hvor jeg nærmest boede på et tæppe på Assistens kirkegård omgivet af ånd og summende fluer, læste Hustvedts Det jeg elskede, har jeg ikke turdet læse flere bøger af hende.
Tænk hvis nu det viste sig at Det jeg elskede (der er vidunderlig) var dén gode bog Hustvedt havde i sig.

Post-deadline-fredage får også en til at tage chancer, løbe risici. Så nu har jeg taget bogen ud af reolen. Aet omslaget.
I morgen vil jeg finde et hjørne i den storfamiliehyggende lejlighed, måske endda med en af min brors helt igennem lækre caffelatter i hånden, og bede ungerne underholde sig selv (ja, I må gerne spille i en halv time fem timer).
Det bliver fabelagtigt.

Jeg kan stadig huske den stil jeg skrev i 7. klasse.
Det var fristil, og Lisa, min veninde, og jeg havde siddet i køkkenet derhjemme med artikler og noter og havde skrevet hver sin  stil om slaveriet.
Jeg havde valgt en jegfortæller, en sort mand der novellen igennem slæbte sig gennem sit liv og endte med at drukne i mudderet under slavepiskerens pisk – ja, det var dengang lørdagsunderholdningen var Rødder.

Jeg fik U (hold nu k… hvor jeg lyder gammel) for stilen. Og den blev læst op i klassen. Og jeg var glad, det husker jeg, men jeg var også ved at synke i gulvet af forlegenhed og brugte lang tid på at slå det hen som ikke noget særligt bagefter. Og at det jo bare var Tove, min klasselærer, som synes det var en god stil. Men det var jo slet ikke sikkert det var det.

Derfor synes jeg også at de 8. klasse-elever jeg var sammen med i tirsdags, der først kom hen til mig og lod mig læse deres begyndelser igennem, derefter lod deres lærer læse dem højt så de kunne modtage kritik, igen, i plenum, over for 42 andre elever, var ret cool.

Ja, den gik godt, min workshop.
Jeg nåede toget (rockertidligt inde på hovedbanen, sammen med alle de andre pendlere), jeg spildte kun en lille smule kaffe ud over mit manuskript (og ned i min taske), jeg kunne huske det jeg havde planlagt jeg skulle sige, eleverne lyttede, de sad stille, de stillede begavede spørgsmål – og de skrev. I næsten en hel time, sammen med alle de andre i klassen, og de overvandt den forlegenhed jeg kunne huske fra dengang jeg kastede mig ud at være Alex Haley.
Og det synes jeg faktisk var ret sejt.

Jeg gør det gerne igen.
Jeg holder gerne halvanden times oplæg om mit spændende forfatterliv og de bøger jeg godt kan lide, eller hvad det kun skal være, og holder en workshop om at skrive, hvis det skulle være.
Også selvom det betyder at jeg får mareridt i dagene op til om at jeg gør mere skade end gavn.
Det var dét værd.

Ved godt jeg havde lovet et indlæg om mit spændende forfatterliv – lige fra Amager til Odense, men i dag går turen til Madrid.
Og det kræver koncentration og fokus.

Hvis vi er heldige får jeg skrevet noget sammenhængende i morgen, eller fredag.
Men jeg kan sige så meget at det gik godt i går, forbløffende godt faktisk.
Jeg talte (om mig selv, og det kan jeg åbenbart sagtens!) i halvanden time, og så skrev de meget søde og nysgerrige og modige 8. klasser begyndelsen på deres noveller.
Og selvom jeg var stået op inden byen var gået i seng på den anden side af vinduerne, lykkedes det mig også at sætte ordene i mit oplæg rigtigt sammen, ja, det var faktisk hele sætninger der kom ud af munden på mig.

Og jeg sov heldigvis så tungt i toget hjem at jeg ikke opdagede at jeg savlede. Og snorkede.