Han lo sagte og rystede på hovedet, og så lagde han armene om mig og gav mig et knus. ”Kan vi ikke begynde forfra og gøre det rigtigt denne gang?”
”Jo,” sagde jeg og mærkede kærligheden til ham strømme gennem mig. Jeg vidste, at det aldrig ville forandre sig, og at jeg altid ville elske ham. ”Jeg er stadig forelsket i dig, Zac,” sagde jeg omsider. ”Og det vil jeg være resten af mit liv.”
Han gav slip på mig og kiggede med inderlig lettelse på mit ansigt. ”Jeg kan ikke sige, hvor meget jeg har længtes efter at høre dig sige det.” Han tav og så eftertænksom ud. Efter et øjebliks tøven mumlede han: ”Jeg vil gerne sige undskyld, Serena, for alt det, jeg sagde sidste år. For al den smerte og lidelse, jeg påførte dig. Jeg vil bruge resten af mit liv på at gøre det godt igen og elske dig, som du fortjener at blive elsket.”
Jeg redigerer som nogen af jer jo ved, den her romance, og indimellem kræver det altså en ekstra stærk kop kaffe.
Jeg ved godt jeg sagde det ville blive hyggeligt at drømme mig tilbage til den sommer i 80’erne på bagsædet af mine forældres bil hvor det eneste der strømmede gennem mig var hormoner – og drømmen om den store, berusende kærlighed …
Men altså, passager som den ovenforstående, ikke? Behøver jeg sige mere?
(Billedet er lånt her. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Undskyld).
